Bindingsværkshuset i Danmark har rødder tilbage i middelalderen til kort før år 1500, men er blevet brugt som en enkel og billig byggemåde helt frem til det 20. århundrede.

Et bindingsværkshus bygges op over et skelet af træ og med udfyldninger af teglsten. De enkelte huse er ens i deres princip men besidder store variationer alt efter lokale forhold og byggetraditioner.

De ældste bindingsværksbygninger har et meget stort stokværksfremspring mod gaden, som i løbet af slutningen af 1500-årene svandt ind til 20-30 cm. Dette blev efterfulgt af en periode hvor man opdagede nye måder at udnytte konstruktionen på, der gjorde det muligt at bygge åbne svalegange. Disse svalegange forsvandt mere eller mindre igen i midten af 1600 årene.

Bindingsværkshuset havde sin storhedstid i renæssancen og barokken, hvor husene blev udsmykket med billedskærerarbejde og kunstfærdigt tømrerhåndværk.

I København var det almindelige borgerhus bygget i bindingsværk op til den store brand i 1728

 Se også "Ildebrandshus".