"Rokoko" er afledt af det franske ord "rocaille" – "musling" og betragtes som en lettere, mere frigjort videreudvikling af den italienske barok. Ornamenternes motiver er hentet fra naturen i form af muslinger, bølger og blomster.

Ideelt set blev bygningerne opfattet som vægge i harmoniske (gade-)rum, og derfor kom også krav, der skulle sikre en vis ensartethed og homogenitet, hvad angår gesimshøjde og vinduesfl ugt. Tendensen med at pudse facaderne slog helt igennem og understøttede yderligere det ensartede udtryk.

Små spring i facaden opdeler husene symmetrisk med et bredt midterparti og smallere sidepartier.

I slutningen af perioden (efter 1775) blev stilen igen mere klassisk og streng, og kom til at gå under navnet ”Louis- Seize” stil. Ornamenterne er mere lineære og sparsomme - udsmykningen består af guirlander og medaljoner ophængt i antikke bånd og border.

På de københavnske borgerhuse blev mansardtage almindelige. I starten af rokokoen var gavlkviste bandlyst men i slutningen af perioden vendte de langsomt tilbage. Stueetagen blev markeret som husets sokkel, men kun i en "let" udgave ved hjælp af en kordongesims. Dette bånd udgør sammen med kvistens svært profi lerede gesimser bygningens eneste udsmykning.