|
En lokalplan fastlægger, hvordan udviklingen skal være i et bestemt område. Det kan være et større område eller en enkelt ejendom. Lokalplanen kan bestemme:
-
hvad området og bygningerne skal bruges til
-
hvor og hvordan, der skal bygges nyt
-
hvilke bygninger, der skal bevares
-
hvordan de ubebyggede arealer skal indrettes
Lokalplanen gælder fremtidige forhold. Den er altså ikke til hinder for, at nuværende bebyggelse kan blive liggende. Den hindrer heller ikke, at den hidtidige anvendelse af bygninger og ubebyggede arealer kan fortsætte – hvis det er lovlige forhold.
Hvornår skal der laves lokalplan?
Der skal laves lokalplan, før der kan gives tilladelse til:
- større udstykninger
- større byggerier og anlægsarbejder
- større nedrivninger
|
Desuden skal der laves lokalplan for at sikre kommuneplanens virkeliggørelse. |
Der er ingen faste regler for, hvad ”større” betyder. En tommelfingerregel er, at 40 boliger eller 2.000 m2 erhverv betragtes som ”større”. Men det afgørende er, hvor meget det nye byggeri ændrer miljøet, og hvor følsomt miljøet er.
Et forslag til lokalplan giver bl.a. naboerne, andre myndigheder og foreninger mulighed for at kommentere forslaget før planen vedtages endeligt, eventuelt i ændret form på baggrund af indsigelser.
|